Resultater Ladies Cup 2011 - Hent listen neden for
40. Ladies Cup med sol, vind og drama
Vejrprofeterne havde varslet svag vind i Svanemøllebugten fra morgenstunden, men også frisk til hård vind på Øresund senere på dagen. Baneleder Elsebeth Boch besluttede derfor, at sejlerne skulle ud og have en frisk tur tværs over Øresund og runde Pinhättan, derfra til Tårbæk-bøjen og så i mål. Det blev et hårdt kryds over mod Pinhättan i høje bølger, men en modsvarende flyvetur tilbage i mål.

Det blev en langsom start.
Nogle troede ikke på, at vinden kom og udgik hurtigt. Flere nåede ikke i mål inden tidsfristen kl. 15. Flere både fik småhavarier undervejs og udgik. En spækhugger knækkede desværre masten næsten ved Pinhättan, og besætningen måtte klippe mast, sejl og rig af og lade det gå til bunds, mens de ventede på, at hjælpen skulle komme. Det var KAS's Thor, der var så uheldig. Dommerbåden sendte en af hjælpebådene, KvS's skolebåd Amfitrite, og Lynettens gummibåd afsted mod Pinhättan for at gå til hjælp. Amfitrite slæbte Thor hjem til Svanemøllehavnen i god behold men altså ryddet for al rig og sejl. Download neden for beretningen om havariet fra Thors skipper.
Da sejlerne kom ind i klubhuset,
var der dækket op med fadøl, sandwich, kaffe og bjerge af kager.
Anders, Nicolai og Christian spillede lækker jazz
og der var en fantastisk stemning både inde og ude på terrassen, mens sejlerne ventede på resulatudregningerne, der trak ud på grund af en protestbehandling.
Endelig kunne KvS formand Annette Bruun byde velkommen.
Vinderen af Ladies Cup trofæet, skibsklokken, blev Lasse Køhler i spækhuggeren Viagra. Han hjemtog også den særlige KvS-jubilæumspokal til vinderen af spækhuggerløbet.
Store flotte løbspræmier blev delt ud til løbsvinderne og i nogle tilfælde 2. og 3. pladser. Nu skulle spændingen udløses om, hvem der skulle gå hjem med North Sails flotte sejlpræmie, som var sat på højkant blandt alle rettidigt tilmeldte, som fuldførte sejladsen. 16 både havde kvalificeret sig til lodtrækningen.
Lars Ive fra North Sails trak vinderen Thomas Binder med spækhuggeren Saltfisken. Da spækhuggeren ikke kan føre det udlovede Code 1 sejl, bliver der sandsynligvis en ny spiler til Saltfisken.
Trofaste Ladies Cup deltagere igennem 40 år blev hædret:
Peder Skogstad, Hans Henrik Storm og William Jensen, som i øvrigt havde en gave med til Kvindelig Sejlklub: 2 fine, selvlavede spækhugger-halvmodeller.
Vincent Bech, der afleverede tilmelding nr. 40 for spækhuggeren "Den røde løber" blev hædret.
Til slut var der stor tak til dommer igennem mange år Bjarne Hansen, baneleder Elsebeth Bech, protestdommer Gunnar Juul Nyholm, Lynette-dommerbådsfører Tom Nielsen og frue, Dorte flaggast og gummibådsførere Signe og Jesper.
KvS formand Annette Bruun sluttede med tak til sejlerne, de mange gavmilde sponsorer og til Ladies Cup udvalget: Annelise, Randi, Kirsten og Margith, der har arrangeret Ladies Cup de sidste 13 år.
KvS bestyrelse vil nu tage hele Ladies Cup konceptet op til revision, og så skal der findes en ny gruppe KvS'ere til at føre kapsejladsstævnet videre.
Pigerne i APM, Farr 40 båden - som var første båd i mål - har denne kommentar:
Kvinder i sejlsport – for alle aldre!
Med 40 år på bagen ved Kvindelig Sejlklub et og andet om ”kvinder til søs”. Igennem 40 år har de med Ladies Cup promoveret sejlsport til kvinder (og mænd). Pigeholdet Team Maltesers, der nu to år i træk har deltaget ved Ladies Cup, har samme formål, og er et yngre pust i sejlsportens verden med deres Farr40 pigehold der, som de selv forklarer, har formålet: at kunne dygtiggøre sig som sejler. Alle pigerne er fra 19 år og op efter og er sponsoreret af chokoladeprocenten Maltesers. Et sponsorat, der har givet dem tilnavnet: ”Chokoladepigerne”. I dag ved Ladies Cup delte pigerne da også chokolade ud til alle de andre deltagere på vandet og trak en første plads hjem i ræs 4.
Billeder og medier
Se billedserier neden for. Se også pressemeddelelsen neden for, sendt til bådmedierne og Dansk Sejlunion.
Baadmagasinet.dk og minbaad.dk lagde pressemeddelelsen på hjemmesiderne den 9. maj.
Bådmagasinets fotograf var på vandet og tog en række billeder. Klik dig frem til Bådmagasinets billedgalleri her