 Klubbådene
KvS's klubbåde indgår i sejlerskolen. Det er stærke både, som igennem årene har bevist deres robusthed. De har sejlet Danmarks og nogle af nabolandenes farvande tynde og deltaget i store kapsejladser, som fx Sjælland Rundt.
Accent 26 Amfitrite (DEN 343) er fra 1977. Det er en lille havkrydser. Den er rummelig og hyggelig, har en indenbords dieselmotor og er eftertragtet til længere ture, bl.a. af familier med børn. Det er en udmærket kapsejladsbåd og er medlem af Dansk Accentklub og sejler som klassebåd i accentklassen.
Accent 26 - Amfitrite
Spækhuggerne Hajo (DEN 13) og Thalassa (DEN 113) er fra henholdsvis 1971 og 1973. De er enkelt indrettet om læ, men har 4 køjer og udrustning til tursejlads. De er livlige og sjove både at sejle og er eftertragtet af kapsejlerne. De har påmonteret hver en påhængsmotor. De er medlem af Dansk Spækhuggerklub og sejler som klassebåd i spækhuggerklassen.
Spækhugger - Hajo
 Spækhugger - Thalassa
Folkebåden Pi (DEN 36) er fra 1999. Det er en særlig family-udgave. Den har skrog og rig som en almindelig folkebåd, men har indenbords dieselmotor, og om læ har den en særlig rummelig og hyggelig indretning og aptering. Den har en masse ekstra komfort og udstyr, fx køleskab og varme. Den er særligt eftertragtet til længere ture. Usædvanligt for en folkebåd er den rigget med en lille spiler. Den er ikke målt til kapsejlads.
Folkebåd - Pi
|